Koldhævede glutenfri havre/majs boller

Koldhævede glutenfri havre/majs boller

Dette er en koldhævet version af de bedste glutenfri havre/majs boller jeg lagde op for nogle uger siden. Her er fremgangen lidt anderledes end når man laver dem indenfor to timer, som den opskrift angav. Derudover er det også meget bedre for maven at spise brød der har hævet i længere tid, da det ikke er lige så hårdt for maven at nedbryde. Derfor prøver jeg som oftest, når jeg har tid til det, at lave koldhævede boller. Mit næste projekt er at få lavet en surdej, så jeg kan prøve at lave en version af disse boller med surdej – det opdaterer jeg om når jeg er nået dertil.

Hvis man skal have lavet boller hurtigt, så er det også dejligt at det er muligt. Så kan du kigge på opskriften her, som denne her er baseret på.

Men disse glutenfri boller er altså mine absolutte favoritter for tiden – fordi de smager dejligt, er luftige og så kan de bagest med de billigste meltyper – havre, majs og kartoffelmel. Det er så dejligt at kunne bruge nogle produkter, der ikke koster lige så meget som nogle af de andre glutenfri meltyper.

Du burde kunne få alle meltyperne som jeg har brugt i opskriften i Rema 1000, og til dem der ikke tåler mælkeprodukter, så har jeg angivet hvilke alternativer der er til smørret og mælken.

 

Koldhævede glutenfri havre/majs boller

Ingredienser:

14 stk.

  • 100 g smør eller plantemargarine
  • 4 dl mælk eller glutenfri havremælk/rismælk/soyamælk
  • 2 dl lunkent vand
  • 1 tsk tørgær
  • 1 æg
  • 1 spsk honning
  • 20 g fiberhusk
  • 175 g glutenfri havremel
  • 125 g majsmel (fint og gult, ikke gryn)
  • 200 g kartoffelmel
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde:

  1. Smør (eller plantemargarine), vand og mælk (eller plantemælk etc.) smeltes til 38 grader/ lunkent.
  2. Imens smør, vand og mælk smeltes, blandes tørgær og mel sammen.
  3. Rør ægget og honningen sammen, hæld i væsken og rør sammen.
  4. Kom derefter fiberhusk i og rør på høj hastighed, ca. 3 min. (jeg bruger røremaskine).
  5. Kom mel/tørgærblandingen iog rør igen på høj hastighed i 10 – 15 min. (Jeg bruger K spatelen, altså ikke dej spatelen, men den man også bruger til kager. )
  6. Lad dejen hæve i 1 time ved stuetemperatur under et rent viskestykke.
  7. Kom film over skålen og sæt i køleskabet til dagen efter.
  8. Drys mel på bordet og hæld dejen ud på det.
  9. Tryk varsomt dejen ned og ud, således at det bliver ca. 4-5 cm højt (se billede for neden).
  10. Skær dejen ud i 14 stykker (se billede for neden), stil dem på bageplade med viskestykke over og lad dem efterhæve i 1/2 time.
  11. Bag bollerne i 10 min. ved 250 grader varmluft. Sænk varmen til 200 grader og bag videre i ca. 10 min.
  12. Lad bollerne køle af i hvertfald 1/2 time, inden du skærer i dem.

      

 



6 thoughts on “Koldhævede glutenfri havre/majs boller”

  • Hej, jeg faldt lige over denne lækre opskrift. Kan det passe at der skal mindre gær i denne end i den der ikke er koldhævet? Og hvad med de 2 dl. vand? Skal de ikke i denne opskrift eller? Synes min dej er blevet meget bastant og knap så luftig. Bollerne skal snart i ovnen og så må jeg se hvordan resultatet bliver ?

    • Hej Emilie,

      Dejligt du har fundet vejen herind 🙂 Ja det passer, der skal mindre gær i denne dej, fordi den hæver i længere tid, så derfor skal den ikke og behøver ikke at have så meget gær som i den anden, fordi så overhæver den.

      Det må du undskylde, jeg kan se jeg har glemt at skrive at vandet skal blandes med mælken og smørret/plantesmørret – det skynder jeg mig at rette til. Hvis du ikke tilføjede vandet, så er det derfor bollerne er blevet mere bastante. Det er meget vigtigt at glutenfrit dej ikke får for meget mel i forhold til væske, fordi så bliver dejen ikke luftig.
      Jeg håber du har mod på at afprøve opskriften igen?

      dh Unn

  • Hej, hvad vil der mon ske ved at skære fedtstoffet ned til det kvarte, vil det have stor betydning for konsistensen? Vh Tanja

    • Hej Tanja,

      Har først set dit spørgsmål nu, men nu får du også svaret her, så kan det være andre også har nytte af det 🙂 Jeg tænker godt man kan skære ned på fedtstoffet, så længe man tilføjer lidt ekstra væske istedet, fx. mælk/plantemælk eller vand. Hvis man bare skærer ned på fedtstoffet, så vil bollerne blive mere tøre.

      Dbh Unn

  • Hvor ser de gode ud? Min søn kan desværre ikke tåle kartoffelmel, ved du om man kan bruge marizena eller andet i stedet?

    • Hej Nicoline,

      De er også mine favorit glutenfri boller for tiden ? Jeg har ikke prøvet dem med maizena, men det tænker jeg godt du kan bruge, da kartoffel og majsstivelse har nogenlunde samme fine konsistens ? Lad mig endelig høre hvordan det fungerer med majsstivelse.

      Mvh
      Unn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *